Fødselsdage m.v

◄◄
►►
november 2017
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30

Da Peter var ved at få mig skudt i Entebbe lufthavn

Vi var på vej til Burundi i Afrika.

Mange strabadser var gået forud på rejsen, og flere skulle vise sig at komme til!

Overgangen fra dansk vinter til det Afrika, som var noget helt andet, skulle behørigt mærkes.

Rita og Torben med børnene Anders, Peter og Hanne på henholdsvis 7 år, 2 år og nogle få måneder havde prøvet turen før. Det lyste klart ud af dem allerede nu, at flyrejser til Afrika med mindre børn blev anset for alt andet end romantiske.

Jeg påtog mig at passe på vildbassen Peter, og kom hurtigt på arbejde. Han havde sin egen, stærke vilje dengang, som han også har i dag, over 40 år senere.

Han var allerede dengang i besiddelse af en veludviklet, matematisk sans. Sætningen om, at den korteste afstand mellem to punkter er en ret linie, efterlevede han til fulde i praksis. Han tog altid den lige vej, og personer eller genstande, som var i vejen, måtte forvente at blive tromlet ned.

Der er en grund til, at man oftest flyver over det afrikanske kontinent om natten. Det var også meningen i henhold til fartplanen, men vi var blevet forsinket mange timer i Bruxelles. Da dagen brød frem, kunne vi begynde at nyde den skiftende udsigt. Første mellemlanding skulle ske i Entebbe lufthavnen i Uganda, men på grund af forsinkelsen skulle vi af én eller anden grund først lande i Rwandas hovedstad Kigali.

Allerede før den første landing fik vi en forsmag på herlighederne, nemlig termik – pludselige, opadgående luftstrømme, som kastede rundt med store fly, som var det en fjer!

Da vi nærmede os jorden, skiftede bevoksningen imellem gule kornmarker med opadgående luftstrømme og mørke skovarealer med nedadgående. Flyet blev skiftevis skiftevis løftet op og suget ned, og allerede nu kom de første brækposer i brug.

Pludselig rørte hjulene landingsbanen. Jeg husker ikke, om selve landingsbanen på dette tidspunkt var asfalteret, men rullebanen hen mod terminalen var det ikke, og den var så hullet, at flyet rystede og bumpede som en gammel kassevogn det sidste stykke af vejen.

Vi kom i i luften igen. Men i stedet for at flyve de få hundrede kilometer mod syd til Bujumbura lufthavn i Burundi, skulle vi af først nogle hundrede kilometer mod nordøst til Entebbe i Uganda.

Og sikke en tur! På grund af den korte afstand kom vi slet ikke op i fuld højde, og både varmen og termikken var blevet værre. Vi sad med sikkerhedsbælterne spændt, mens flyet blev trukket op og ned, og kabinepersonalet stavrede rundt og indsamlede fyldte brækposer og omdelte nye. Nu var det ikke længere spørgsmålet, om man brækkede sig eller ej, men om hvor meget, og om man kunne nå at få en ny pose, inden den gamle var fyldt op.

Omsider landede vi i Entebbe, og alle blev gennet ud, så der kunne bringes orden i den nu temmelig kaotiske kabine, og frem for alt få luftet ud, for der lugtede efterhånden værre end fælt.

Der var drønhedt inde i terminalen – omkring 50 grader varmere, end da vi tog hjemmefra. Men hjemme var lysår væk nu.

Der var spændt tove ud, hvor transitpassagererne måtte komme til, og nogle store, truende uniformerede gorillaer med Kalashnikov maskinpistoler gik frem og tilbage for at forsvare territoriet på den anden side af rebet mod de farlige flypassagerer.

Men toårige Peter havde fået nok af at være spærret inde i lufthavne og tætpakkede fly. Ugandas territoriale suverænitet ragede ham en høstblomst, så vips var han smuttet under rebet på den lige vej mod et punkt ude i friheden. Jeg smuttede over rebet og efter ham, og spekulerede på, om gorillaerne ville skyde mig for ulovlig indtrængning i landet, eller arrestere mig. I første omgang medførte det nogle nervøse bevægelser hos dem, men de endte nu bare med at kigge forstående efter os, og efter noget af en kamp lykkedes det at få vildbassen med over på den anden side af afspærringen igen.

Varmen var nu ulidelig, og flykabinen stank stadig af bræk, da vi kom derind igen. De sidste få hundrede kilometer til Bujumbura – igen i lav højde – var et af de mareridt, som man helst vil glemme, uden at kunne det!

Til sidst slap brækposerne op. Stewardesserne slog opgivende ud med armene og fortrak ud i deres egne gemakker. Her kunne de så grunde over, hvorledes de fik alt tørret op, når de ildelugtende passagerer var kommet ud af maskinen.

Endelig – sidst på eftermiddagen satte maskinen hjulene ned på landingsbanen i Bujumbura. Vi vaklede ud i friheden, og den lune, men friske luft kom os i møde med alle Afrikas dufte og lugte. Jeg husker særlig en blomsteragtig duft, og noget, der lignede duften af lun sommeraften. Vi begyndte at slappe af efter at have været på vej i omkring 36 timer.

Selv Peter var forholdsvis rolig nu!